Neurodivergent på arbejdsmarkedet | ADHD og autisme uden diagnose | Overstimulering og fravær

Når man ikke kender sig selv - endnu

Der er en særlig slags usynlighed, der følger med at være neurodivergent uden at vide det. Før jeg fik min diagnose, var jeg én af dem, der bare “ikke passede ind” (det er jeg sådan set stadig, men nu ved jeg hvorfor). Jeg vidste ikke, hvorfor mit overskud forsvandt fra den ene dag til den anden. Hvorfor jeg kunne føle mig overvældet af almindelige opgaver, og hvorfor min krop og hjerne bare sagde stop. Og værst af alt: Jeg kunne ikke forklare det til nogen. Ikke engang mig selv.

På arbejdet blev det tydeligt

Også på arbejdspladsen blev det tydeligt, hvor meget jeg kæmpede. Jeg havde viljen - det havde jeg virkelig. Men mit nervesystem havde sine egne grænser. Når jeg blev overstimuleret, kunne jeg ikke bare “tage mig sammen” og møde op. Min krop frøs, og mine tanker blev til tåge. Jeg kunne mærke det hele kollapse, men uden evne til at handle.

Når selv et opkald bliver umuligt

Der var en dag, jeg aldrig glemmer. Jeg kunne ikke møde ind - men jeg kunne heller ikke få mig selv til at ringe og sige det. Det lyder måske banalt, for folk, der ikke har prøvet at være der selv men det var umuligt. Jeg var fyldt med skam, og jeg kunne jo ikke forklare hvorfor. Et kært familiemedlem ringede derfor for mig - av, siger jeg bare!

“Det er decideret respektløst! Hvis du kan få en anden til at ringe, kan du vel også selv?” - sagde min chef. Men nej. Det var ikke et spørgsmål om vilje. Det var eksekutiv dysfunktion - et ord, jeg først lærte langt senere, da jeg fik min ADHD- og autismediagnose.

Læs blogindlægget om eksekutiv dysfunktion lige her, hvis du her lyst.

Når systemet ikke forstår

Det her handler ikke kun om mig. Det handler om et system og en kultur, hvor det at reagere anderledes bliver set som respektløst, dovent eller dramatisk - især hvis du ikke endnu kan sætte ord på, hvorfor du reagerer som du gør. Måske har du også prøvet det? At dine grænser bliver overskredet, før du når at sætte dem? At du ikke kan forklare dine behov, fordi du aldrig har lært sproget for dem?

For mig betød ovenstående oplevelse endnu en arbejdsplads, jeg sagde op fra - uden at kunne give en forklaring. Ikke fordi jeg ikke ville forklare mig. Jeg kunne bare ikke, og det var jeg ulykkelig over.

Diagnosen og forløsningen

Da jeg senere fik mine diagnoser, faldt tingene endelig i hak. Jeg er autist. Jeg har ADHD. Jeg er neurodivergent. Mine behov er ikke forkerte - de er bare anderledes. Og tager jeg ikke hensyn til dem, så følger reaktionerne. Med den viden fulgte en slags forløsning. Det var ikke mig, der var problemet. Det var mismatch’et mellem mit nervesystem og verden omkring mig.

NDcitater og nye veje

Det er jo ikke bare en lineær rejse, jeg har været på - så ABSOLUT IKKE! Og rejsen er heller ikke slut, men i dag driver jeg NDcitater - en webshop fyldt med ord og citater, som afspejler vores virkelighed. Det er mit bidrag til et fællesskab, hvor vi kan spejle os i hinanden og mærke: “Jeg er ikke alene" - og det betyder noget for mig. Det lægger mig virkelig på sinde, at kunne skabe noget for en målgruppe, jeg selv er en del af. Noget, der føles trygt og bidrager til synlighed og accept.

Måske genkender du noget?

Hvis du også har siddet med følelsen af at være “for meget” eller “ikke nok”, så er du ikke forkert! Måske mangler du bare rammer, forståelse og sprog, der passer til dig. Det håber jeg inderligt, at du finder lidt mere af - måske her på siden, men i hvert fald i dit eget liv.

Tak fordi du læste med. Del gerne indlægget med nogen, der kunne have brug for det. Lad os skabe mere forståelse sammen.