Del
Stimming | Sansebehov og selvregulering | Neurodivergente strategier
Hvad er stimming?
Stimming (eller selvstimulerende adfærd) er noget, mange neurodivergente mennesker bruger helt naturligt for at regulere deres nervesystem. Det kan være at vippe med foden, nynne, bide i ærmet, vride hænderne, bruge stimming-legetøj, svinge med håret og meget andet.
Det virker måske mærkeligt for nogle, men det er en vigtig del af, hvordan vi håndterer verden.
Hvorfor stimmer vi?
Når man er overstimuleret, understimuleret eller føler sig følelsesmæssigt overvældet, kan stimming hjælpe med at finde ro. Det giver kroppen noget genkendeligt at gøre, noget man selv styrer midt i kaos. Og det virker! For mange af os er det ikke bare en vane - det er en overlevelsesstrategi. Det kan også være, at vi føler os begejstrede og bare slet ikke kan holde det tilbage, men må udtrykke det/stimme. På den måde, giver det altså en kæmpe forløsning af dopamin.
Skam og undertrykkelse
Desværre er vi mange neurodivergente, som skjuler vores stimming. Måske fordi vi engang oplevede voksne, der sagde “lad være med det der”, eller fordi man blev grinet af i skolen. Der kan være mange grunde, men fælles for dem er, at vi ikke vil skille os ud fra mængden. Vi vil virke "normale". Og selvom stimming faktisk er en ganske almindelig ting, som alle (uden undtagelser) gør, så er det bare langt mere udpræget hos os ND'ere - og det kan derfor virke skræmmende at turde vise omverden det. Mange holder derfor helt op med at stimme - ikke fordi de ikke har behovet, men fordi de er bange for at være til besvær eller se "mærkelige" eller barnlige ud.
Men stimming er ikke mærkeligt. Det er regulering. Og det er en helt naturlig del af mange neurodivergentes hverdag.
At give sig selv lov
I dette univers er der plads til stimming. Hos NDcitater hylder vi det, der gør os anderledes (eller måske faktisk, binder os sammen) - og rummer det, der hjælper os igennem dagen. For stimming handler ikke om at være forkert. Det handler om at lytte til kroppen. Og det kunne vi måske allesammen lære at gøre lidt oftere.
───────────────────────────────────────────


