Eksekutiv dysfunktion forklaret | ADHD og autisme i hverdagen | Ikke dovenskab – bare en anden hjerne

Du ved det måske godt. Det er ikke, fordi du ikke vil. Du vil tømme opvaskemaskinen. Tage telefonen. Sende den der mail. Men kroppen reagerer ikke. Hjernen lukker ned. Alligevel tænker du: “Hvorfor gør jeg det ikke bare?!”

Velkommen til et liv med eksekutiv dysfunktion - en af de mest oversete, men alligevel mest gennemgribende udfordringer for mange, særligt med ADHD, men også autisme eller anden form for neurodivergens.

Hvad er eksekutiv dysfunktion?

Eksekutivfunktioner er de mentale processer, vi bruger til at planlægge, igangsætte og gennemføre opgaver. Det er den “indre projektleder”, der skal koordinere tanker, energi og handling.

Når de funktioner ikke virker som de skal, føles selv små opgaver som uoverskuelige bjerge: At rejse sig. At finde ud af, hvad man skal gøre først. At komme i gang. Det bliver overvældende, uanset hvor meget man gerne vil.

Det er ikke manglende vilje. Det er et overbelastet nervesystem, kognitive flaskehalse og en træthed, der sjældent forstås af omgivelserne.

Citatet på denne flaske, udspringer af netop den udfordring:

(Klik her, hvis du vil se nærmere på den)

Eksempler fra virkeligheden

Jeg sidder i sofaen og ved, at jeg burde gå i køkkenet og tage opvasken. Der er tallerkener i vasken, madrester på bordet og en opvaskemaskine, der skal tømmes. Men tanken om at tage det første skridt - at stille sig op, tage fat, finde overblikket - føles som at skulle bestige et bjerg. Jeg rejser mig og når trods alt ud i køkkenet...men bliver bare stående og stirrer. Det føles SÅ uoverkommeligt, og til sidst må jeg bare gå ind i stuen og sætte mig igen. Nu kommer følelsen af at føle sig doven og uduelig, selvom jeg inderst inde ved, at det ikke er det, det handler om.

Et andet eksempel kunne være, at jeg sidder foran computeren, og har ét punkt på min to-do: Jeg skal skrive en mail. Men jeg stirrer bare på skærmen. Tasterne føles fjerne, og hver sætning bliver skrevet, slettet, skrevet om, droppet. Tiden går, og til sidst kan jeg bare bare ikke mere. Jeg bliver frustreret og lukker ned - bogstaveligt talt!

Det føles som dovenskab – men det er det ikke

Det, der gør eksekutiv dysfunktion så svær at forklare, er, at den ofte ligner noget andet: Dovenskab. Ligegyldighed. Respektløshed. Især på arbejdspladser, i skolen eller blandt mennesker, der ikke kender til neurodivergens - sommetider endda dem helt tæt på.

Men det er ikke ligegyldighed. Det er kognitiv overbelastning. Det er overvældelse, der ikke kan ses udefra.

Hvad kan hjælpe?

Der findes ingen magisk løsning - jeg har i hvert fald ikke fundet den endnu. Men der findes forståelse og små strategier, der kan hjælpe. Det er vigtigt er huske, at alle reagerer forskelligt på dem, så det er ikke bare "one size fits all". Det kan også sagtens være, at én strategi virker megagodt i en periode, for derefter at blive triviel (man har vel ADHD):

• Body doubling - at gøre noget samtidig med en anden. Sommetider er det nok, at den anden bare er i samme rum uden at lave noget. Andre gange, føles det rart at lave noget side om side. Uanset hvad, er støtten vigtigt - og det kan være helt uden ord. Bare nærvær.
  
  
• Micro-tasks - del opgaven op i mikroskridt - og jeg mener vitterligt helt små skridt som: “Tænd for telefonen”, “Åbn besked-appen”, “Find nummeret”. Husk, at vær ting tæller. Det er altsammen små sejre, der kan sættes flueben ved - og det kan ingen tage fra dig!
  
  
• Selvomsorg - ja, det kan lyde banalt. Måske endda som en floskel. Men den er god nok. Bliv din egen bedste ven. Sig til dig selv: “Det her er svært for mig. Og det er okay.” Vi kommer ingen steder, ved at slå os selv i hovedet. 
  
  
• Kommunikation - hvis du tør, så fortæl omgivelserne, at det her er en del af din neurodivergens. Det kan godt være, at de ikke kan forstå din udfordring, fordi de ikke oplever den på egen krop, men accepten og respekten er vigtig. Vi har dårlig samvittighed nok i forvejen, så vi har brug for, at dem, der er tættest på os, ved hvad der sker.

Du er ikke alene

Jeg har selv levet med eksekutiv dysfunktion i årevis - ja, hele mit liv, uden at vide, hvad det var. Jeg slog mig selv i hovedet for ikke “bare at tage mig sammen”. Men sandheden er, at det ikke handler om karakter. Det handler om kapacitet. Jeg er ikke "helbredt" fordi jeg får behandling for ADHD. Mine udfordringer er der stadig. Men jeg prøver at lære dem bedre at kende, og tage hensyn til dem - sommetider lykkedes det endda :) 

Tak fordi du læste med.
Del gerne, hvis du kender nogen, der måske mangler forståelsen for, at man ikke “bare kan tage sig sammen”. Eller del med andre, der har brug for lidt spejling. For måske er det netop dét, der kan gøre forskellen. 

─────────────────────────────────────────